Jeg lever stadig!

Så er der gået en måned og en dag, siden jeg sidst skrev. Det er for lang tid, men der er bare sket så meget! Det hele har været så nyt og udfordrende, og i mandags skiftede jeg familie, så nu starter en masse af tingene forfra igen. Det er utrolig hårdt det hele. Jeg har fundet ud af, hvor meget jeg egentlig har i Danmark, og hvor meget det betyder at kunne kommunikere. Den største del af min personlighed bliver jo udtrykt gennem mit sprog og det at kunne kommunikere.
Det er rigtig hårdt ikke at kunne vise, hvem man er, for kan man ikke det, bliver det meget svært at få venner, som matcher. Når jeg så samtidig bruger skoleuniform, så jeg heller ikke kan udtrykke min personlighed gennem mit tøj, bliver det hele lige en tand sværere.
Heldigvis er folk rigtig søde og gode til at hjælpe mig. Min nye familie taler kun spansk, så det er virkelig godt for mig. Jeg forstår ikke alt, men rigtig meget.
De spanske verber er jeg ikke så gode venner med. Hvor vi i Danmark har én datidsform, har de i Aregntina 10 -.-' Ordet er nemlig forskellig fra person til person og fra tid til tid. Det er vildt besværligt, for oppe i mit hoved, skal det hele helst give mening, og det gør det bare overhovedet ikke.
Tiden går enorm hurtigt, og det kan jeg slet ikke lige forholde mig til, for jeg har det rigtig godt her. Nogle gange kan jeg slet ikke lige fatte, at jeg er i Argentina. Det er skørt det hele. LOCO!